Min kamp for en diagnose

Nå, story time!

Jeg håber du er klar fordi den her er lidt lang.

Siden jeg fik menstruation for første gang for mere end 10 år siden har den tid på måneden været kendetegnet ved stærke smerter for mig. I mange år troede jeg at det var normalt, at alle piger græd når det gjorde ondt. Min mor havde også stærke smerter som ung, men det aftog, så det var det samme jeg forventede.

Da jeg var omkring 13-14 år tog jeg første gang til lægen med mine smerter.

På det tidspunkt var det så slemt at jeg havde sygedage hver måned fordi jeg lå på badeværelsesgulvet og græd og kastede op af smerte.

Det er også her min lange rejse med hormonel prævention starter - lægen gav mig p-piller, som skulle hjælpe.

Det viste sig så at jeg formodentlig er allergisk overfor østrogen (hvilket jeg stadig synes er det sjoveste i verden), så jeg kom hurtigt på mini-piller i stedet. De hjalp da også på smerterne i et års tid, hvorefter det virkede som om den smertelindrende virkning forsvandt.

Nå, så var der vidst en overgang, hvor jeg stadig tog mini-piller (af præventions-årsager) og supplerede med masser smertestillende for ikke at have invaliderende smerter hver måned.

Det var omkring det tidspunkt at jeg begyndte at tro, at der var noget galt.

Da jeg flyttede i 2018 havde jeg levet med smerter i 5-6 år og i start 2019 fik jeg en hormonspiral i endnu et forsøg på at lindre mine smerter. Jeg fik at vide at mange oplever at menstruationen helt forsvinder når de får en spiral og det lød som en drøm - men så heldig var jeg desværre ikke.

I januar 2020 begyndte jeg at tracke mine smerter. Hver gang jeg havde ondt blev det logget på en skala fra 1-10 med information om, hvor det gjorde ondt, hvordan det føles og hvilke midler, der gjorde det bedre. Nogle måneder senere gik jeg til lægen med alle mine udprintede data plottet i en kalender sammen med de dage jeg havde haft menstruation.

Jeg sagde til ham at jeg ifølge mine trackinger havde ondt 44% af alle dage og at mine smerter ikke længere hang sammen med min menstruation.

(Hvor tydeligt er det ikke lige at jeg læser en teknisk uddannelse? Hvad kan jeg sige, jeg kan godt lide data)

Det virkede. Lægen kunne se mine smerter fysisk, sort på hvidt, og så er de svære at ignorere. Det føltes som en kæmpe sejr at en læge endelig så, at der sgu nok var noget galt, at jeg ikke burde have så ondt som jeg havde haft i så mange år.

Jeg var på daværende tidspunkt overbevist om at jeg havde endometriose.

(Jeg vil opfordre til at tjekke endometrioseforeningens hjemmeside, hvis du vil læse mere om sygdommen)

Mange års smerter, tracking af symptomer og en hel masse research havde overbevist mig. Min læge var enig i min teori og sendte mig til en gynækolog for at blive undersøgt. Det var desværre en dårlig oplevelse, som er en historie til en anden dag. Jeg gik til min læge igen og krævede en second opinion. Vidste du at man har ret til en second opinion? Heller ikke mig.

Denne gang blev jeg sendt til sygehuset i stedet, hvor jeg blev mødt af et hold kvindelige læger, som troede på mig og tog min smerte alvorligt! Hallelujah!

Deres konklusion var også endometriose, men den sygdom kan kun diagnosticeres ved en laparoskopi, hvor lægen fysisk skal ind og se, hvad fanden der foregår.

I november 2020 fik jeg min laparoskopi og få timer efter jeg vågner kommer lægen og fortæller at de fandt vævsforandringer. De fandt endometriose. Jeg græd og hulkede af glæde og af lettelse over endelig at have svar.

Det tog også kun næsten 10 år med smerte at få den diagnose.

Nu er jeg i behandling hos et fantastisk team og kan arbejde på at blive bedre, selvom sygdommen er kronisk.

I fremtiden vil jeg også gerne fortælle mere om den modgang jeg har mødt i sundhedsvæsenet. Jeg har lige pt gang i en klagesag mod den førnævnte gynækolog og jeg har meget at sige om den sag.

Indtil vi ses/skrives ved igen,

Kristina