Jeg tror at jeg har haft mit første flare-up

Jeg har hørt om endometriose flare-up's lige så længe som jeg har hørt om endometriose. Jeg har set videoer af kvinder, der skriger af smerte og er fuldstændig invaliderede af deres flare-up's. Med det som det eneste billede af, hvordan et flare-up ser ud, så troede jeg at jeg bare var heldig og ikke fik flare-up's, men det er jeg ikke så sikker på mere.

De seneste 1-2 uger har jeg oplevet smerter, som jeg aldrig har prøvet før. Voldsomme jag af smerte, hvor jeg ikke kan tale eller gå fordi jeg er nødt til at fokusere al min energi på at holde ud. Normalt varer det kun 10-15 sekunder, så det er til at have med at gøre, men den anden dag stoppede det bare ikke efter nogle sekunder. Det fortsatte i flere timer. Jeg fik med stor besvær og tårer på kinderne kæmpet mig ned ad trappen, ned til mine smertestillende og til min varmepude, og så sad jeg ellers der i flere timer, bevægede mig så lidt som muligt og fokuseret på at trække vejret.

Jeg har aldrig prøvet det før. Det er ret skræmmende at opleve nye smerter, men på en eller anden måde virker det lidt beroligende igen at sige til mig selv at det er et flare-up. Jeg prøver at tænke realistisk og sige at nogle perioder vil være bedre end andre. Jeg er også lige begyndt at svømme (efter min fysioterapeuts anbefaling), så min krop er under mere pres end normalt. Det er ok at den har det lidt hårdt. Det positive jeg får ud af svømningen vejer helt klart op for det.

Det er godt for mig at vide, at det er et flare-up fordi jeg ved at det bliver bedre igen.

Indtil vi ses/skrives ved igen,

Kristina

"Dine resultater ser fine ud", men hvorfor er jeg så ikke glad?

Det føles nærmest utaknemligt at være skuffet over helt fine, normale blodprøveresultater, men det ændrer ikke på det faktum at jeg er lidt skuffet.

Under min seneste snak med min læge på sygehuset fik jeg lidt henkastet at vide, at jeg burde få tjekket mit stofskifte, da jeg udviser symptomer på for højt stofskifte. Til at starte med var jeg nærmest sønderknust ved tanken om at der var endnu en ting galt med min krop, at der var endnu en ting, som min krop ikke kunne gøre rigtigt, endnu en produktionsfejl.

Så begyndte jeg at researche symptomerne på for højt stofskifte.

• høj puls

• hjertebanken

• rysten på hænderne

Symptomer, som jeg har som bivirkning af min medicin.

• nervøsitet

• indre uro

• let til gråd

• koncentrations- og hukommelsesbesvær

Det er bare min personlighed blandet med lidt angst.

• udtalt træthedsfornemmelse

• muskelsmerter

• muskeltræthed

Kroniske smerter. Behøver jeg sige mere?

• varmefornemmelse

• svedtendens

De to nye symptomer, som jeg har udviklet i løbet af de sidste 6-ish måneder og som jeg bare antog var pga den nye hormonbehandling.

Det er en lang liste af symptomer, som jeg ville af sværhedsgraden "irriterende småting, som jeg bare har lært at leve med", men jo mere jeg tænkte over det, jo mere håbefuld blev jeg for at der var én samlet årsag til alle de irriterende småting - og at der var én nem løsning, som ville kunne fikse alle de irriterende småting. Jeg blev håbefuld for at jeg måske kunne få fjernet en lang række ting, som jeg ellers havde accepteret at jeg bare skulle leve med resten af mit liv.

Efter en kamp med blod, sved, tårer og min paniske angst for nåle, fik jeg taget en blodprøve og som resultaterne begyndte at tikke ind, så jeg flere og flere målinger, som lå flot indenfor normalområdet. I dag kom beskeden så fra lægen om at alle blodprøverne ser "rigtig fine" ud.

Jeg burde være glad, ikke?

Man plejer at blive glad for at få at vide, at der ikke er noget galt, ikke?

Desværre nåede jeg igennem alle stages of grief, helt over til accept og håb, så jeg er ikke helt glad. Mest af alt havde jeg håbet på at kunne slippe af med min voldsomme svedtendens. Som en der altid har været en frossenpind uden lige, så er jeg mere end godt træt af at dryppe af sved flere gange dagligt.

Det er godt med en dagbog, hvor jeg kan dele de her lidt besværlige følelser, som jeg ikke helt ved hvordan jeg skal forklare - case in point, alt det her føles lidt rambling-agtigt, men det er ok, det er min dagbog.

Så konklusionen er at der ikke er noget galt med mit stofskifte. Jeg ved at det er en god ting, men jeg skal lige have et par dage til at acceptere og forstå det.

Indtil vi ses/skrives ved igen,

Kristina